Træn mere effektivt

Effektiv træningVil du have så meget som muligt ud af din træning? Er du i tvivl om, hvad du skal fokusere på? Det kan være lidt af en jungle, når du skal finde de bedste råd til optimering af din træning.

Derfor har vi samlet nogle nemme og virkningsfulde tips i denne korte artikel, så du hurtigt kan komme i gang med at træne optimalt.

Vær mæt og veludhvilet

Når det kommer til træning, er der nogle helt basale ting, der skal være på plads. Hvis du ikke har sovet ordentligt, er syg eller på anden måde utilpas, er det ikke en god ide at pakke sportstasken og cykle mod træningscenteret.

Du skal have noget energi i kroppen, som du kan forbrænde under træningen. Derfor er det også vigtigt, at du ikke er helt udsultet, når du begynder at træne.

Hvis du er sulten, og i stedet løber en tur, vil løbeturen næsten med garanti ikke blive en god oplevelse. Mens du forsøger at koncentrere dig om at løbe et godt tempo og have en god løbeteknik, er din krop fokuseret på, hvornår der kommer mad på bordet.

Omvendt kender du sikkert også følelsen af at være gået i gang med træningen lidt for hurtigt efter at have spist. I sådan en situation kan du ikke præstere så godt, som du ellers gerne vil, og derfor gælder det om at finde den rette balance.

Når det kommer til kosten, gælder det generelt, at du skal bruge din sunde fornuft. Der findes massevis af diæter og kostplaner, der lover guld og grønne skove, men du kan helt sikkert opnå bedre resultater ved at spise almindelig, sund og nærende mad, uden at fylde drikkedunken med pulverdrikke flere gange dagligt.

Find den rette balance

Hvis vi vender tilbage til træningen, handler det i høj grad om at finde den rette balance, så du ikke overbelaster din krop.

Har du været skadet, eller er du ude af form, nytter det ikke noget, at du forventer at kunne løbe lige så langt eller klare lige så meget i bænkpres, som du kunne før i tiden.

Det er uhyre vigtigt, at du starter helt stille og roligt og giver din krop masser af tid til at restituere. Ellers risikerer du at komme til skade igen, eller at du aldrig rigtig kommer i gang med at være aktiv igen.

Når du begynder at mærke, at du godt kan klare en større belastning, kan du udfordre dig selv en lille smule ad gangen. Det gælder dog også for træningen, at det heller ikke må være for let, for så får du ikke noget ud af det.

Desuden er det, ligesom med kosten, vigtigt at variere træningen. Uanset om du foretrækker styrke- eller konditionstræning, kan ingen af dem stå alene. Det giver næsten sig selv, at det er nemmere at løbe, cykle, svømme eller ro, jo stærkere du er, mens den øgede lungekapacitet, du får ved at konditionstræne, også er en fordel, når du skal løfte tunge vægte.

Sæt et mål

Det kan være en god motivationsfaktor, hvis du træner op til noget bestemt. Det kan være et halvmaraton, en crossfit-konkurrence eller måske bare et væddemål i familien.

Når du har noget konkret at træne op til, er det nemmere for dig at afgøre, om dagens resultat trænger til forbedringer eller ej.

Det giver noget spænding i din træning, som ellers kan gå hen og blive en smule ensformig, hvis du laver det samme hele tiden.